Thomas var 15 år gammel og midt i sit ungdomsliv med skole, venner og almindelige teenageaktiviteter, da kræften pludselig ramte. Han var dygtig i skolen, som han elskede, og havde mange venner at hænge ud med. Men en dag blev han syg. Familien troede først, det bare var en langvarig influenza, der ville gå væk af sig selv. Efter nogle uger uden fremskridt tog han til lægen, der tog blodprøver og aktiverede Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Han var indlagt, imens lægerne udelukkede virusser, kyssesyge og andet. Efter et par uger sendte de ham på hospitalet, tog for en sikkerheds skyld blodprøver og en knoglemarvsbiopsi. Så kom svaret, de færreste familier regner med at få, og som en teenager aldrig kunne drømme om, ville ramme ham.
”Det var meget surrealistisk. Vi var på vej hjem fra hospitalet og fik under turen et opkald i bilen. De sagde, jeg havde ALL. Ingen af os vidste rigtigt, hvordan vi skulle reagere. Det var et chok i et stykke tid”, lyder det fra Thomas, der fortæller sin historie til Børnecancerfonden.
Thomas fik diagnosen Akut lymfatisk leukæmi (ALL), som også kaldes blodkræft eller børneleukæmi.
Thomas’ mor, Anne, kørte bilen, da den frygtelige besked kom: ”Jeg havde nok lugtet, der var en risiko for, at det gik den vej. Men derfor håber du jo alligevel, at det ikke gør det.”
Ugerne efter den voldsomme besked har Thomas svært ved at huske. Der er tomt, for han blev med ét trukket ud af sit bekymringsfrie teenageliv og ufrivilligt bedt om at træde ind i en barsk virkelighed med kræft. Men det var, hvad der skete, da han blev kaldt til en lægesamtale efter opkaldet i bilen. Og herefter gik det stærkt. Thomas fik et par dage hjemme og så startede kemobehandlingen.
Bing, bib og helikopterlyde
Thomas blev indlagt på Rigshospitalet. En ny verden med usikkerhed, nye dufte og mærkelige lyde var virkeligheden for den unge mand.
"Det var meget overvældende. Ikke kun det at have fået kræft. Men alle de nye mennesker. Der kommer så mange nye ansigter, der forklarer dig så mange nye ting. De var alle supersøde, men jeg havde ikke overskud til at lære nye mennesker at kende eller alle de her forløb.”
Der blev igangsat en intensiv proces med oplæring, så Thomas’ mor og far kunne håndtere behandlingen hjemmefra.
”Det er en meget forvirrende periode af ens liv, hvor man pludselig skal iagttage en masse ting og forstå et helt nyt system. Du får så mange nye informationer. Man får sådan lidt et tunnelsyn og lukker tingene ind efterhånden, som overskuddet er der,” forklarer Anne.
Thomas husker tiden dårligt. Han lukkede mentalt ned. Måske for at beskytte sig selv, så kroppen kunne kæmpe.
De første måneder havde han ikke brug for at høre historier fra andre om deres forløb.
”Hele hovedet bliver fyldt op af nyheden: Jeg har kræft. Jeg skulle have tid og overskud til at kunne tale med andre folk og danne relationer”.
Men det vendte med tiden stille og roligt. Thomas fik mod og energi til at deltage i stort set alle ungeaktiviteter, som bl.a. er støttet af Børnecancerfonden, som børn og unge får tilbudt på Rigshospitalet.
Kampen om 9. klasse
Noget af det, der holdt Thomas i godt humør og i gang, var at tage beslutningen om at gennemføre sin 9.klasse med eksamener. Det var hårdt og næsten alle eksamenerne blev taget fra sygesengen, men det lykkedes at blive færdig.
”Jeg valgte at skubbe kræften lidt væk og fokusere på skolen.”
Hans mor hjalp med at finde ud af, hvordan Thomas kunne deltage i undervisningen i skolen midt under et kræftforløb. Thomas fik også hjælp fra Rigshospitalets lærere, og han deltog i undervisningen ved at gå i skole hjemmefra ved hjælp af robotteknologi. Men det var svært for ham at holde kontakt til klassen og skolelivet.
”Det var det, jeg savnede mest,” siger han. Derfor deltog han i et projekt, hvor hospitalet hjalp ham med at få besøg af sine venner.
RESPECT-projektet
Thomas deltog i det såkaldte ”RESPECT”-projekt, der de seneste 10 år har arbejdet for at forbedre kræftsyge børns hverdagsliv og livskvalitet. Projektet hjælper børnene med at holde kontakten til deres skoleklasse ved at udpege såkaldte ambassadører blandt klassekammeraterne.
Klippe-skaldet-party
Tanken om at miste håret blev løst på bedste teenagefacon. Syv venner blev inviteret hjem til et ”klippe-skaldet-party”, som Thomas kalder det.
”Jeg gad ikke være i dårligt humør over at miste håret langsomt. Så jeg inviterede vennerne hjem, gav dem en barbermaskine, og så hyggede vi os med sjove frisurer”. Og så var alt håret væk.
En idé der gjorde noget sørgeligt til et sjovt indspark i en livsperiode med mange bekymringer.
Det var ikke rart for Thomas at miste kontrollen over sit eget liv, hvor man ikke selv kan bestemme. Det er pludseligt blodprøver og kemobehandlinger, der styrer det hele.
Han færdiggjorde 9. klasse. Sidste skoledag havde han betændelse i bugspytkirtlen og problemer med lungerne, men blev alligevel kørt rundt i en malet barnevogn af sine omsorgsfulde klassekammerater.
Thomas har været i gang med sin behandling i et år. Hvis behandlingen fortsætter med at gå så godt, som den gør i dag, har Thomas lige over et års behandling tilbage. Nu tager han en pause fra skolelivet med praktik, før han starter på en ungdomsuddannelse efter sommerferien. Her vil han indhente lidt af de tabte teenageår.
