Red. 14. oktober 2016
Ni år tidligere får Rasmus første gang ondt i sin højre fod. Røntgenbilleder på skadestuen viser intet unormalt, men de følgende måneder får han mere og mere ondt og begyndte at halte. Flere besøg hos ortopædkirurger giver ingen svar, men en skanning på en privat klinik viser et mørkt område i 5-årige Rasmus’ fod.
En efterfølgende skanning på Rigshospitalet afslører en knude i foden, men lægerne mener ikke, at det er noget alvorligt. Rasmus bliver henvist til Hvidovre Hospital, hvor han bliver opereret flere gange, bl.a. får han fjernet nerveknuder i et forsøg på at mindske smerterne. Det hjælper dog ikke, og Rasmus går mere og mere mærkeligt på foden. Han får botox-injektioner i sin fod og akupunktur, men intet hjælper på smerterne. Rasmus får også rettet foden op kirurgisk, men efter nogle måneder begynder han i stedet at gå på sin hæl.
"Til sidst siger lægerne, at de ikke kan hjælpe Rasmus mere. De mener, at smerterne bliver forstærket i hans hoved, fordi han har haft så ondt længe. Men jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at Rasmus har ondt i den fod. Han bliver indlagt til observation for OCD og tvangstanker, fordi han hele tiden tager sin fod op og nusser den"
Rikke, Rasmus' mor.
Rasmus er i psykiatrisk behandling i to år, og bliver på et tidspunkt også indlagt med mistanke om spisevægring. For Rasmus er nu bleg og tynd og spiser ikke ret meget.
”Rasmus er meget deprimeret. Han græder hver dag, især når vi vækker ham, og han skal ud af sengen. Da psykiaterne tager Rasmus ind til en stor undersøgelse med over 100 spørgsmål om hans mentale tilstand, får jeg simpelthen nok. Min søn er dybt frustreret, og vi er nødt til at finde noget hjælp”, siger Rikke.
Rasmus’ forældre får lavet en ultralydsskanning på en privat smerteklinik, og den viser to store hvide plamager i hans fod. Tilbage på Hvidovre Hospital får Rasmus endnu en skanning, og lægerne ringer allerede samme eftermiddag med svar.
"Der sidder en stor tumor i foden, som har ødelagt bløddele og knogler. Rasmus går faktisk rundt med en brækket knogle i foden, fordi tumoren har spist alt"
Rikke, Rasmus' mor.
“Vi bliver sendt på Rigshospitalet, hvor vi med det samme får at vide, at Rasmus har kræft. En PET-skanning viser, at kræftsygdommen ikke bare sidder i foden, men har bredt sig til hans lunge, og så går vi altså helt ned med flaget. Vi kan ikke mere. Udsigten til kemoterapi og kræftbehandling er alt for meget”, siger Rikke.
De følgende uger finder lægerne dog ud af, at Rasmus’ eget immunforsvar har indkapslet metastasen i hans lunge, så han slipper for kemoterapi. Metastaten bliver opereret ud, og lægerne sender en biopsi af tumoren til USA for at få hjælp til at udrede den – Rasmus’ tumor er en uhyre sjælden, aggressiv og ondartet glomus tumor.
I juni i år får Rasmus amputeret sin forfod, så kun hans hæl er tilbage. I august starter han i 8. klasse.
”Rasmus har det godt nu. Han er gået fra at være en tynd, udmagret og depressiv dreng til at være totalt livsglad. Han er meget gal over, at så mange mennesker ikke troede på ham, og han er gået glip af så meget af sin barndom. Han måtte også stoppe til fodbold, men nu er hans største drøm at komme til at spille igen, og allerede nu kan han faktisk løbe med sin protese – selv om man normalt slet ikke kan løbe med den slags proteser. Men Rasmus kan. Han har viljen og en masse ting, han skal have indhentet”, siger Rikke.
Støt børn som Rasmus
Hvert år får 200 danske børn kræft.
Seks ud af syv overlever, men halvdelen har varige skader efter den intensive behandling.
Børn har brug for os voksne i den kamp, som de ikke kan vinde alene.
