Hvad sker der i Børnecancerfonden?

Nye initiativer. Nye forskningsprojekter. Nye behandlingsformer. Nye donationer. Nye uddelinger. Der sker hele tiden noget nyt i Børnecancerfonden. Og det er det, som vi skriver om her.

Seneste nyheder

Nyhed

|

”Fodboldtrøjerne gav følelsen af, at vi ikke er alene”

Albert FTF 2

Det var noget, der kunne mærkes hos familier med kræftsyge børn, da hele Danmark gik sammen til FodboldtrøjeFredag og slog indsamlingsrekord på over 8 millioner kroner.

 

Mange familier fulgte med og kunne se den massive støtte i hele landet, da Børnecancerfonden og Danske Spil holdt FodboldtrøjeFredag den 1. marts. Den endelige indsamling slog rekord og gav 8.150.000 kr. til børn med kræft.

 

Der var fodboldtrøjer overalt på arbejdspladser, skoler, foreninger, fodboldklubber og mange andre steder. I år deltog et imponerende stort antal virksomheder. Der var i år flere end 500 registrerede indbetalende virksomheder mod 233 sidste år. Antallet af indbetalinger blev fordoblet, og det var fodboldtrøjer her, der og alle vegne på de sociale medier.

 

7-årige Albert fra Karlslunde har leukæmi, og hans familie havde også trøjerne på og kunne se den massive støtte mange steder. 


”Det er helt vanvittigt med den opbakning, der har været til FodboldtrøjeFredag i år. Det har været så rørende at se hvor uendeligt mange virksomheder og mennesker, der har bakket op om dagen. I et langt behandlingsforløb, som til tider kan være en ensom kamp som familie, giver støtten fra fodboldtrøjerne følelsen af, at vi ikke er alene. Det betyder også, at Børnecancerfonden kan fortsætte deres enestående arbejde, som vores familie mærker,” lyder det fra Alberts far, Martin Yttergård Berthelin. 

 

 

Albert i fodboldtrøje til FodboldtrøjeFredag

 

”Det var sjovt og anderledes at se så mange voksne i fodboldtrøjer. Normalt ser jeg kun fodboldtrøjer til fodboldkampe, eller når jeg selv spiller fodbold. Lige nu er min yndlingstrøje Nicolai Vallys fra Brøndby,” lyder det fra Albert. 

 

Besøg af TV2 ØST


Også i Benløse hos familien Damlund var fodboldtrøjerne taget på, og her kunne man også mærke den massive støtte, fortæller forældrene til 8-årige Nohr Damlund, Jon og Stephanie. Familien havde på dagen besøg af TV2 ØST, hvor de fortalte deres historie. 


”Det er rigtig rart, at så mange mennesker deltager i FodboldtrøjeFredag. Det betyder meget for os. At se andre har fodboldtrøjer på, gør, at vi kan mærke støtten fra både kendte ansigter og fremmede mennesker,” siger Jon Damlund.

 

8-årige Nohr fra Benløse

 

Nohr var to år gammel, da han første gang fik konstateret leukæmi i 2017. Han kom i behandling og blev rask. Men han fik tilbagefald i 2022 og blev syg igen. Herefter fik han intensiv kemobehandling, strålebehandling og en knoglemarvstransplantation.


Alle de indsamlede penge går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde for børn med kræft inden for forskning, familiestøtte og oplysning. Familien Damlund har fået hjælp gennem Børnecancerfonden med blandt andet psykologhjælp og legeterapi til Nohr, hvilket har været uundværligt for familien.

 

Nohr og hans familie deltog hos TV2 ØST. Se indslaget her

 

I Danmark får ca. 200 børn hvert år kræft, og op mod 600 er i behandling for børnekræft årligt. I dag overlever 6 ud af 7 børn. Men halvdelen får senfølger. Derfor er der brug for opbakning til Børnecancerfonden, som er en privat fond med få medarbejdere, der udelukkende arbejder med børn med kræft. 

 

Ifølge familien Damlund betyder FodboldtrøjeFredag meget for dem, da det er en positiv måde, man kan sætte fokus på børnekræft.

 

”Det betyder rigtig meget, at vi har nogle i ryggen, som kan hjælpe. At have et kræftsygt barn er en helt ny verden. Vi har været så glade for den støtte, vi har fået gennem Børnecancerfonden! Og bliver så glade for at se at engagementet og støtten til FodboldtrøjeFredag bliver mere og mere,” siger Stephanie Damlund.

Pressemeddelelse

|

#FodboldtrøjeFredag er nu talt op: Over 8 millioner kroner til Børnecancerfonden og børn med kræft

Flyting Tiger Copenhagen støttede op om #Fodboldtrøjefredag

Danmark trak i fodboldtrøjerne og samlede et rekordstort beløb på over 8 millioner kroner ind til kræftsyge børn. Et imponerende højt antal virksomheder deltog på dagen, mens #FodboldtrøjeFredag skabte stor opmærksomhed på de sociale medier.

 

Store dele af Danmark var fyldt med farvestrålende fodboldtrøjer og arrangementer med grillpølser, fodboldquizzer og bordfodbold på arbejdspladser, skoler, foreninger og mange andre steder. FodboldtrøjeFredag satte et stort aftryk på fredag den 1. marts, da Børnecancerfonden og Danske Spil holdt den årlige indsamlingsdag til fordel for børn med kræft.

 

Nu er indsamlingen talt endeligt op, og de sidste virksomhedsindbetalinger er gået ind. 8.150.000 kr. blev der samlet ind, og sidste års indsamlingsresultat blev dermed mere end fordoblet. Det vækker stor glæde i Børnecancerfonden.

 

”Det er overvældende, at hele Danmark igen tog imod FodboldtrøjeFredag og viste støtten til børn med kræft. Det var rørende og imponerende at se den massive opbakning overalt, lige fra børn med trøjer til mange former for arrangementer på arbejdspladser og virksomheder rundt om i landet. Det er simpelthen fantastisk at nå et resultat på mere end 8 millioner kroner,” lyder det stolt fra Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

 

Team Rynkeby støttede op om #FodboltrøjeFredag.

 

Rekordstor opbakning fra både private og virksomheder


Danske Spil er initiativtager til FodboldtrøjeFredag, som i 2019 startede som et internt event i virksomheden, og siden har udviklet sig til en national begivenhed sammen med og til fordel for Børnecancerfonden.

 

FodboldtrøjeFredag slog rekord på flere parametre. I år deltog et imponerende stort antal virksomheder. Der var i år mindst 513 registrerede indbetalende virksomheder mod 233 sidste år. Antallet af indbetalinger blev fordoblet, og det var nok svært at undgå at blive mødt af fodboldtrøjer på de sociale medier.


FodboldtrøjeFredag har i den grad fået vokseværk.

 

”Det er utrolig flot, at det indsamlede beløb til fordel for børn med kræft er fordoblet i forhold til sidste år. Der skal lyde en stor tak til alle, der har deltaget og givet et bidrag til årets FodboldtrøjeFredag, som igen viser, det magiske som sker, når danskerne i fællesskab trækker i trøjen og rykker sammen om et godt formål. I Danske Spil er vi stolte over at stå bag FodboldtrøjeFredag sammen med Børnecancerfonden, og vi glæder os allerede til næste år,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen, adm. direktør i Danske Spil.

 

 

 

Beierholm i Aalborg var trukket i fodboldtrøjerne.

 


Dagen med stor betydning


I Danmark får ca. 200 børn hvert år kræft, og op mod 600 er i behandling for børnekræft årligt. I dag overlever 6 ud af 7 børn. Men halvdelen får senfølger. Derfor er der brug for opbakning til Børnecancerfonden, som er en privat fond med få medarbejdere, der udelukkende arbejder med børn med kræft. 

 

FodboldtrøjeFredag er en positiv måde, man kan sætte fokus på børnekræft.

 

”Dagen viser, at man sagtens kan pakke en yderst alvorlig sag - nemlig børnekræft – ind i en festlig dag, hvor virksomheder ændrer arbejdsdagen for en stund, og mange får en anderledes dag med grin og godt humør. Dagen er nemlig med til både at sætte fokus på børn med kræft og samtidig sikre de afgørende midler til at gøre en forskel,” slutter Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

 

Alle de indsamlede penge går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde for børn med kræft inden for forskning, familiestøtte og oplysning.

 

Der er altid FodboldtrøjeFredag første fredag i marts. Næste gang er fredag den 7. marts 2025.

 

Læs mere om FodboldtrøjeFredag

 

Beierholm i København var også trukket i fodboldtrøjerne.

 

Pressemeddelelse

|

#FodboldtrøjeFredag har vokseværk: Indsamling til fordel for kræftramte børn vokser

2023 11 14 DS FTF 77

Danske Spil og Børnecancerfonden inviterer i dag fredag den 1. marts 2024 hele Danmark til #FodboldtrøjeFredag for at støtte fondens arbejde. Fællesskabet er vokset markant de seneste år, og målet i år er at slå 2023’s indsamlingsrekord på 4 mio. kr.

 

FodboldtrøjeFredag samler igen i år helt almindelige danskere, fodboldentusiaster, klubber, foreninger og virksomheder, når den årlige indsamlingsdag afholdes i dag fredag den 1. marts. Her trækkes fodboldtrøjen over hovedet i hele landet for at støtte børn med kræft – og det har flere og flere gjort. Således er antallet af deltagende virksomheder næsten tredoblet på et år, ligesom det indsamlede beløb er vokset fra 1,5 til 4 mio. kr.


”Vi er stolte af FodboldtrøjeFredag. Det handler om at dele glæden ved fodbold og samtidig støtte et godt formål. Vi fortæller om FodboldtrøjeFredag på vores kanaler og vi er glade for, at vores sponsorfodboldklubber er med til at samle fans og erhvervsnetværk, og at fodboldspillere har besøgt børnekræftafdelinger for at give børnene en særlig oplevelse. Målet er at løfte opbakningen til FodboldtrøjeFredag endnu mere og at samle endnu flere penge ind, som kan hjælpe børn med kræft og deres familier,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen, adm. direktør i Danske Spil. 

 

Det er sjette år, at Børnecancerfonden og Danske Spil afholder den årlige indsamlingsdag. Sidste år blev der samlet 4 millioner kroner ind. Ambitionen er at indsamle endnu mere i år, og at flere virksomheder end nogensinde før deltager.


Et internt event, der blev til en national begivenhed


Danske Spil er initiativtager til FodboldtrøjeFredag, som i 2019 startede som et internt event i virksomheden og siden har udviklet sig til en begivenhed, alle virksomheder kan deltage i. Børnecancerfonden og Danske Spil arbejder sammen for at udbrede dagen til endnu flere. 


Nogle vælger at bære deres favorittrøjer, mens andre arrangerer festlige begivenheder på arbejdspladserne med grillpølser, fodboldquizzer og bordfodbold.


”Vi er virkelig taknemmelige for den store opbakning, der sikrer opmærksomhed på børn med kræft. Børnecancerfonden er en lille, privat fond med få ansatte, og vi har brug for hjælp udefra. FodboldtrøjeFredag er en vigtig begivenhed for os, og det rejser penge til vigtig forskning i børnekræft, oplysning og støtte til familierne. Vi håber, at rigtig mange igen vil trække i fodboldtrøjerne rundt om i Danmark,” lyder det fra Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.


Det er nemt at deltage i #FodboldtrøjeFredag: Tag en fodboldtrøje på, indbetal et valgfrit beløb til Børnecancerfonden og del gerne et billede på de sociale medier under #FodboldtrøjeFredag. 

 

Alle pengene går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde.


Læs mere om FodboldtrøjeFredag


Fakta


Indsamlede midler

 

2022: 1,5 mio. kr. 
2023: 4 mio. kr.


Deltagende virksomheder

 

2022: 88
2023: 233


Pressekontakt hos Danske Spil: 2121 3342

Pressenummer til Børnecancerfonden: 4018 4802

viser af 37 nyheder