Børnecancerfonden modtager 23,5 millioner kroner fra Team Rynkeby

Team Rynkeby har for 13. år i træk arbejdet hårdt for at samle penge ind til fordel for Børnecancerfondens arbejde for børn med kræft og deres familier. I år har indsamlingen toppet alle rekorder, og donationen på de 23,5 millioner er den største enkeltdonation, Børnecancerfonden nogensinde har modtaget.

”Taknemmelighed er det overordnede ord for, hvordan vi har det i Børnecancerfonden i dag. Vi er overvældede og meget, meget lykkelige på børnenes vegne over Team Rynkebys donation på 23,5 millioner kroner. Det flotte beløb gør en stor forskel i vores arbejde for børn med kræft. Både i form af akut hjælp til børn og familier og i forhold til at støtte den fortsatte forskning.” Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

Stort bidrag til den livsvigtige forskning – og til akut hjælp

Donationen fra Team Rynkeby betyder, at Børnecancerfonden fortsat kan støtte en række livsvigtige forskningsprojekter, så Danmark kan blive ved med at være langt fremme i forhold til forskning og behandling. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål i forhold til børnekræft, og det kræver kontinuerlig forskning at nærme os svar.

De senere års målrettede forskning og gode resultater viser, hvor meget det nytter at støtte og sikre, at der hele tiden bliver tilført ny viden på området. Vi er godt på vej, men der er lang vej endnu. Det er vores mål at alle børn skal overleve til et godt liv på den anden side af et kræftforløb. Et liv hvor børnene ikke lider under de følgeskader, de ofte oplever af behandlingen.

Team Rynkebys indsats rækker langt ud over den økonomiske støtte.

De mange Team Rynkeby ryttere er vores synlige ambassadører og ildsjæle. Hvert år gør de en kæmpe indsats og trækker på deres familier og netværk for at få det til at lykkes. Den opmærksomhed, det skaber, er uvurderligt.

”Vi er meget stolte af samarbejdet med Team Rynkeby. Hver enkelt rytter er med til at give håb og vise, at der er rigtig mange, som gerne vil være med til at gøre en forskel.”

Marianne Benzon Nielsen
Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling