39 nye millioner til børnekræftforskning og hæderspris til forsker

I aftes uddelte Børnecancerfonden årets indsamlede midler til forskning i børnekræft og en række andre fagligt udviklende projekter. 39 nye millioner blev tilført de stærke, danske forskningsmiljøer, der de sidste 10-15 år har skabt internationalt anerkendte resultater og øget overlevelsen så 6 ud af 7 børn i dag overlever.

Ved et velbesøgt uddelingsmøde i DGI-byen fejrede det børnekræftfaglige miljø og fondens sponsorer og samarbejdspartnere årets uddeling. Peter Mygind orkestrerede veloplagt uddelingsmødet, og Søs Fenger gav aftenen et festligt islæt med stærke sange fra hendes store repertoire.

”Det har været en rigtig dejlig aften. Det er en stor glæde, at vi igen kan dele et så betydeligt beløb ud til en række visionære forskningsprojekter, for det er målrettet forskning, der øger antallet af børn, som overlever kræft til et liv uden senfølger. Og så er det altid en stor fornøjelse at kunne samle så mange dygtige mennesker fra det faglige miljø og ikke mindst vores fantastiske sponsorer og samarbejdspartnere – uden dem kunne vi slet ikke støtte børnekræftforskningen så massivt, som vi kan i dag”, siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

Blandt årets modtagere af midler er professor i børnekræft Kjeld Schmiegelow, leder af Rigshospitalets børnekræftlaboratorium (Bonkolab). Professor Schmiegelow har modtaget 10 millioner kroner til tre store forskningsprojekter, herunder STAGING (Sequencing of Tumor and Germline DNA – Implications & National Guidelines), en omfattende kortlægning af børnekræftpatienters arvemateriale og mutationer i deres kræftceller, der kommer til at udgøre en unik platform for fremtidig børnekræftforskning, og som måske en dag kan løse gåden om, hvorfor børn får kræft.

Det er en stor glæde, at vi igen kan dele et så betydeligt beløb ud til en række visionære forskningsprojekter, for det er målrettet forskning, der øger antallet af børn, som overlever kræft til et liv uden senfølger.

Ud over forskningsmidler uddelte Børnecancerfonden for tredje gang Henrik Hertz-legatet, der er opkaldt efter fondens stifter. I år gik hædersprisen til Karsten Nysom, overlæge på Rigshospitalets børnekræftafdeling og drivkraften bag enheden “Ny medicin til børn med kræft”, som er den første, nordiske afdeling for fase 1- og fase 2-forsøg med ny medicin til kræftsyge børn. Nysom har forsket i børnekræft siden 1992 og de seneste år intensivt i udviklingen af ny medicin til den tredjedel af børn, der får tilbagefald af kræft, eller hvor der ikke findes et etableret behandlingstilbud.

“Jeg blev virkelig varm om hjertet og stolt, da jeg fik at vide, at jeg skulle modtage Henrik Hert-legatet. Det er meget motiverende med sådan en anerkendelse, og det giver ny energi til at arbejde for endnu mere ny medicin til børn med kræft”, siger Karsten Nysom.

Henrik Hertz-legatet er på 250.000 kr. og skal bruges til forskning eller forskningsophold i udlandet med fokus på børnekræft.

Læs mere om Børnecancerfondens 2017-uddelinger

Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling