Opdateret 25. april 2023
Ikke "kun" en forælder
Rollen som sygeplejer, hvor forældrene skal hjælpe barnet med forbindingsskift, observation og medicin, kommer også i fokus. Samtidig skal forældrene også fungere som legekammerater. Det syge barn er ofte isoleret i starten af et sygdomsforløb og må derfor ikke komme i institution eller skole eller er for træt til at lege med andre børn.
Det kan være svært at få hverdagen med behandlinger, indlæggelser, og ambulante besøg til at hænge sammen med arbejde, hensynet til søskende og de praktiske ting, der stadig skal tages hånd om.
Skyldfølelse
Mange forældre har skyldfølelse over, at deres barn har fået kræft. De er bange for, at de har gjort noget forkert, og de er kede af, at deres barn skal gennemgå så mange ukendte og til tider ubehagelige ting. De skal samarbejde med hospitalet og føler ofte, at personalet i et vist omfang overtager en del af ansvaret for deres barn.
Forældrene kan ikke længere beskytte barnet mod svære ting, men kan stadig trøste og støtte. Det er hårdt at være forældre til et barn med kræft. Forældrene skal præstere en masse i en situation, hvor der ikke er overskud, og hvor hverdagen er præget af angst og usikkerhed.