Ny scanningsmetode for hjernekræft hos børn resulterer i en mere nøjagtig diagnose og behandling
Børn med hjernetumorer er fortsat den gruppe, hvor dødeligheden er størst.
Med hidtidige metoder, har det været ganske vanskeligt at skelne mellem en aktiv tumor, en tumorrest og/eller arvæv efter en operation hos børn med hjernetumorer (kræft i centralnervesystemet, CNS).
Men et forskerhold, på tværs af landet, har fundet frem til en ny scanningsmetode, som hjælper lægerne med at give en mere nøjagtig diagnose og med en mere korrekt behandling til det enkelte barn til følge.
Børn med hjernetumorer er fortsat den gruppe, hvor dødeligheden er størst. Der findes over 100 undertyper og typen DIPG har desværre stadig en 100 % dødelighed. Børn med hjernetumorer får samtidig de mest alvorlige senfølger efter deres behandling.
Her bliver den bedre og mere præcise scanning en milepæl, da det enkelte barn kan undgå at gennemgå en operation, hvor der var tale om arvæv og ikke en aktiv tumor. Det kan være medvirkende til færre senfølger og et kortere behandlingsforløb.
Den nye metode
Metoden kombinerer en PET-scanning* og en MR-scanning*. Forud for scanning gives aminosyre, som er et sporingsstof. Barnet kan dermed nøjes med én frem for to scanninger, hvilket er stor sejr, da det er voldsomt for et lille barn overhovedet at gennemgå en scanning, grundet det i mange tilfælde kræver fuld bedøvelse.
Fakta om PET-scanning
PET-scanning er en forkortelse af Positron Emissions Tomografi. Det er en nuklearmedicinsk undersøgelse, der især anvendes til at diagnosticere kræft. Barnet får et radioaktivt sporingsstof ind i kroppen inden han/hun bliver scannet. Scanningen giver unik information om hjernetumorens aminosyreoptag og metabolisk aktivitet (kemiske processer i kroppen, der omsætter stoffer som kroppen har brug for, for at kunne fungere.)
Fakta om MR-scanning
MR-scanning er forkortelse for magnetisk resonans scanning. En MR-scanning giver gode billeder af kropsdele, der er omgivet af knoglevæv. Teknikken er særligt velegnet til at vise hjernen og rygmarven. MR-scanningen er baseret på anvendelse af magnetfelter og radiobølger.
Støt forskning i hjernekræft hos børn på MobilePay: 78502
Eller bliv fast støtte for børnene – klik her
Resultater med store fremtidsudsigter
Den konkrete forskning har vist, at kombinationen af de to scanninger samt sporingsstoffet, forbedrer diagnosticeringen, og dermed i mange tilfælde også påvirker den konkrete planlagte behandling. Resultaterne viste, at i 39 % af tilfældene tilførte det ny information til barnets kræftforløbet og i 8 % i tilfældene medførte det ændringer i den konkrete behandlingsplan.
På baggrund af forskningen vil aminosyre og PET-scanning i kombination med MR-scanning indgå som en del af værktøjskassen ved behandling af børn med hjernetumorer.
Fakta om studiet
Studiet løb over tre år og indsamlede data fra 169 scanninger, foretaget på 97 patienter med hjernetumorer fra BørneUngeafdelingen på Rigshospitalet og HC Andersens Børne- og ungehospital på OUH. Det svarer til en repræsentation af 2/3 af Danmarks befolkning.
Finansiering
Studiet er finansieret af Børnecancerfonden med to bevilliger. Det hører samtidig ind under hjernetumorkonsortiet 5C, som ligeledes er søsat af Børnecancerfonden med 12 mio. kr.
Kilde: https://www.rigshospitalet.dk/presse-og-nyt/nyheder/nyheder/Sider/2021/august/ny-skanningsmetode-sikrer-bedre-diagnosticering-af-hjernetumorer-hos-boerrn.aspx
Redaktør: Linda Svenstrup Munk