Nannas historie
Kræft hos børn er en alvorlig sygdom, og behandlingen er både voldsom og ofte lang. Men mange børn og unge kommer alligevel ud på den anden side med et mod og en livsglæde, som er dybt inspirerende. Blandt andet 17-årige Nanna, der var i behandling for en ondartet tumor, da hun var 11 år.
”Mit største ønske er at blive sygeplejerske på en børnekræftafdeling. Jeg ved, hvor skræmmende det må være hver dag at skulle fortælle familier om de lidelser deres kræftsyge barn skal igennem, men jeg har fået så meget godt med fra de sygeplejersker, jeg har mødt. Så jeg vil meget gerne være med til at støtte børnene og give dem håb af min historie”.
Da Nanna var 8 år, fik hun ondt i sin højre hånd. Håndfladen smertede hver gang, hun greb om noget eller støttede på den, men lægerne kunne ikke give nogen god forklaring. Efter et par år med lægebesøg og røntgenbilleder voksede en knude frem i Nannas håndflade, og hun holdt op med bruge sin hånd, fordi det gjorde ondt. På et tidspunkt besluttede lægerne på Aalborg Universitetshospital at fjerne knuden for at finde ud af, hvad der var galt med Nannas hånd. Diagnosen var overraskende: Knuden var et synovialt sarkom – en af de mest sjældne, ondartede tumorer, der opstår i kroppens bløde binde- og støttevæv.
”Det første, jeg tænkte, var, at nu skal jeg dø. For man hører jo tit, at folk dør af kræft. Efterfølgende havde jeg det helt forfærdeligt over at miste mit hår, mine øjenvipper og bryn. Jeg var 11 år og i starten af puberteten, så det var svært pludselig at se så markant anderledes ud”
Nanna blev undersøgt fra top til tå, men kræftcellerne havde heldigvis ikke spredt sig. Hun blev herefter straks sat i behandling med kemoterapi, og hun fik også strålebehandlinger af sin hånd. Efter et halvt år var Nanna færdigbehandlet.
”Kræften har ikke kun været en dårlig ting. Under behandlingen gik jeg i skole på hospitalet, og undervisningen dér var så koncentreret, at jeg endelig fik godt fat i matematikken. Og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker både på hospitalet og til landstræf med Børnecancerfonden. Jeg bliver så glad for, at sygeplejerskerne kan huske mig, når jeg kommer til kontrol, selv om de møder hundredvis af mennesker hver dag”, siger Nanna, der i dag går på Vesthimmerlands Gymnasium.
Nanna bliver stadig fulgt af lægerne, og hvert år får hun bl.a. skannet sine lunger, da bløddelssarkomer ofte spreder sig til lungerne. Nannas høje hånd er i dag mindre end den venstre, fordi hun i en lang periode ikke brugte den. Men den er fuldt funktionsdygtig, og Nanna har ingen men af sin sygdom eller behandling.
Tak fordi du vil dele din historie, Nanna.
Børnecancerfonden holder hvert år arrangementer for børn og unge med kræft, hvor de får et frirum sammen med jævnaldrende, der ved, hvordan det er at have kræft. Du kan også støtte kræftsyge børn og unge med et bidrag her eller via Mobilepay eller Swipp: 4049 4833.