Livet på en børnekræftafdeling
Mødet med et hospital og med en børnekræftafdeling i særdeleshed er et bekendtskab vi alle helst ville være foruden.
Bragt i BØRN & cancer no. 2, 2000/01
Skrevet af en mor
Der er en speciel stemning og lugt på et hospital som vi næsten alle kender og frygter. Kræft, kemoterapi, strålebehandling, blodtransfusion, operation er alle ord der fylder os med angst, fordi de føles som en trussel.
Og kombinationen børn og kræft er helt urimelig.
Der er ca. 150 børn i Danmark der hvert år stifter bekendtskab med en børnekræftafdeling, og ca. tre gange så mange forældre/ søskende foruden et utal af pårørende.
Det virker voldsomt, når man træder ind af døren; skaldede børn går rundt med pumper på stativer med flere forskellige “poser” hængende. Nogle med staniol om, nogle med gul væske andre med gennemsigtig væske. Andre børn, har forbindinger om hovedet eller tydelige operationsar. Små børn, der ligger i barnevogn, kan være forbundet til et stativ med flydende ernæring for at sikre, at de får mad nok. Enkelte børn græder, fordi de er nødt til at være fastende før en bedøvelse. Trætte forældre og bekymrede søskende.
Det er en barsk afdeling, lad os slå det fast — men det er også en afdeling hvor langt de fleste af børnene bliver raske.
Dagene har deres egen rytme — man kender procedurerne, sygeplejerskerne, lægerne, pædagogerne, lærerne, psykologerne osv.
De fleste børn har fastlagte behandlingsprogrammer som udleveres til forældrene, som så har mulighed for selv at følge med og for at informere barnet. Det giver tryghed.
Man kender mange af de andre børn og forældre og følger deres behandling og fremskridt. Børnene lærer nye ord som kateter, “proppet”, kemo osv., og forældrene begynder at forholde sig til ord som hæmoglobin, trombocytter, leukocytter og mange andre fagudtryk, som bliver en integreret del af hverdagen.
Det er en skræmmende oplevelse at træde ind af døren på en børnekræftafdeling, men på forunderlig vis “vænner” man sig til livet og rytmen på afdelingen – den bliver familiens andet hjem på godt og ondt.
Forældre udvikler tit sort humor — for at overleve — begreber som f.eks. “en snaps” “tanket op” og “kemoboller” bliver brugt i flæng. Ordet “snaps” bruges når barnet får kemoterapi sprøjtet ind i blodårene via en sprøjte og “tanket op” er et synonym for en transfusion af f.eks. blod. Nødvendigt, hvis man skal holde sammen på sig selv.
Forældre får et glas rødvin til maden, fortæller vittigheder, og opbygger et socialt netværk på afdelingen. Børnene tilpasser sig – som kun børn kan – til de nye forhold, og på trods af deres ofte ubehagelige behandlingsforløb, er der leg og latter.
Det er ikke usædvanligt at se børn drøne afsted på små scootere med en forældre bag sig med et dropstativ på slæb. Det er heller ikke usædvanligt at se børn lave perler på legestuen eller lektier på skolestuen eller juble over at Cirkus Tusindfryd er på besøg.
Eller at se en sygeplejerske få et kæmpe kram af et barn som velkomst, eller en læge der glad fortæller, at sygdommen er under kontrol.
En gang imellem er der en mor, der bryder grædende sammen efter barnet er lagt til at sove og presset er blevet for stort. Eller en sygeplejerske som må trøste en kollega på vagtstuen. Eller at en træt læge der går sin sidste stuegang sent om eftermiddagen.
Det er en del af livet og rytmen på en børnekræftafdeling — svær at beskrive — umulig at forklare.
Men jeg tror, at alle vi der har stiftet bekendtskab med en børnekræftafdeling, uanset resultatet af vores barns behandling, kan sige, at vi trods alt har fået noget positivt med os, mennesker vi har lært at kende, andre livsværdier eller f.eks. et tættere forhold til vores barn.
