Kaspers historie
Kasper og hans far havde begge kræft to gange.
På billedet ser du Kasper og hans far. Det er taget første gang Kasper kom hjem fra hospitalet, efter han havde fået sin kræftdiagnose leukæmi ALL. Kasper og hans far havde en aftale den dag – de skulle være skaldede sammen.
“Kasper fik lov til at barbere sin far med barbermaskinen. Kasper havde en fest, imens de gjorde det. Det var utrolig dejligt at se ham smile og være glad. De var skaldede sammen og kunne snakke om, hvad der var godt, og hvad der var underligt ved at være skaldet,” fortæller Kaspers mor Kristina.
Både Kasper og hans far har haft kræft af to omgange. De brugte derfor hinanden meget og snakkede om, hvordan man bedst kommer igennem de svære tider og holder humøret oppe, og hvordan det var at få beskeden om, at man er alvorligt syg.
Under Kaspers kræftforløb har han formået at holde humøret oppe, selvom det også har været meget hårdt med mange indlæggelser, en knoglemarvstransplantation og kemoterapi.
I dag er Kasper og hans far heldigvis kræftfrie. Dog har kræftbehandlingen sat sine spor i Kasper, der i dag døjer med senfølger og bivirkninger efter behandlingen.
Behandlingen af børnekræft er hård. Børn med kræft får nemlig andre og mere aggressive kræftsygdomme end voksne. Der er derfor forsat behov for forskning i børnekræft, så det liv vi helbreder børnene til, er på niveau med deres jævnaldrende.
Støt vores arbejde på MobilePay 78502.