Hvor mange børn får kræft?
I Danmark får ca. 200 børn fra 0-18 år hvert år kræft, heraf ca. 150 fra 0-15 år. Antallet af børn, der får kræft, har i mange år været konstant.
Kræft kræver en langvarig og hård behandling, og som nogle gange strækker sig over flere år, derfor er omkring 500-600 danske børn og unge hvert år i behandling for kræft.
Som hos voksne er kræft hos børn en ondartet sygdom, hvor de syge celler deler sig og spreder sig i kroppen. Barnealderens kræftsygdomme er ofte overordentligt aggressive, og kræftcellerne har ofte spredt sig allerede på diagnosetidspunktet.
Børn får andre kræftformer end voksne
De kræftsygdomme, som børn får, er typisk anderledes end dem, voksne får. Hos børn dominerer kræftsygdomme i de indre organer, hvorimod de klassiske kræftformer hos voksne udgår fra overfladeceller. I dag ved forskerne, at kræft hos voksne ofte skyldes livsstil. Årsagen til, at børn udvikler kræftceller, kendes endnu ikke. De fleste børn, der bliver syge af kræft, er mellem fire og fem år. Mere end halvdelen af alle kræfttilfælde hos børn er leukæmi og hjernetumorer.