Claras historie
Når man hedder Clara og er 2 år, skal man ikke miste sit hår.
Da Clara var kun 18 måneder, blev hun meget dårlig. Hun kunne ikke finde ro, tog sig ofte til hovedet, kastede op og var meget ulykkelig. Clara blev indlagt og kort efter, fik familien den ubærlige besked, at venstre øje ikke stod til at redde, da der var kræft i hele øjet. Ikke nok med det, så fik familien også beskeden om, at der var kræft i højre øje – et retinoblastom. Det er en sjælden kræfttype, som opstår i nethinden. Det betød, at Clara skulle starte op i kemobehandling.
I kræftforløbet har det været vigtigt for Claras forældre, at Claras 5-årige storebror også fik en forståelse for, hvad Clara gik igennem. De har bl.a. læst om bøger om kemo til børn og talt om Claras #SuperSnøre. SuperSnøren er en snor med små farvestrålende perler, hvor hver perle symboliserer forskellige dele af behandlingsforløbet, som hjælper børn med kræft og deres familier med at sætte ord på det, de går igennem. SuperSnøren er finansieret af #Børnecancerfonden.
“Clara er den sejeste pige, vi kender. Trods sin unge alder, har hun taget behandling, øjenprotesen og undersøgelserne med oprejst pande. Hun er en nysgerrig og glad pige, der fik sidste kemobehandling i marts og i maj startede hun i vuggestue igen,” fortæller Claras mor, Cecilie.
Prognosen for retinoblastom er heldigvis god, og lige nu går Clara til kontrol på Skejby hver 4. uge. Med tiden bliver der længere tid mellem hver kontrol, og for hver kontrol krydser familien fingre for, at kræften ikke er vendt tilbage.
Børn kan få kræft mange steder.
Børn får andre og mere aggressive kræftformer end voksne. Der er brug for forskning, hvis børn skal overleve kræft, og overleve til et liv uden senfølger.