”Alt stod stille, da vi fik beskeden. Det var både mit barn og mit barnebarn, som blev ramt, så det var ikke kun Karl, vi tænkte på. Vi tænkte også på hans forældre. Hverdagen blev fyldt med mange bekymringer, som også rakte udover det essentielle, at Karl var blevet syg”.

Karl gennemgår et intensivt 2,5 årigt behandlingsforløb, som kræver mange ture ind og ud af hospitalet. Udover de daglige bekymringer har tanker om, hvordan Birgit bedst kunne støtte sin familie under forløbet fyldt meget.

”I starten var jeg meget med på hospitalet. Jeg var der egentlig bare, hentede kaffe eller læste en historie for Karl. Det gjorde nok ikke den store forskel, men det gav tryghed, og Karls forældre fik følelsen af, at de ikke stod alene i det. Man er involveret, men alligevel ét led længere ude. Man kan ikke træde i stedet for forældrene, så jeg skulle finde min plads i det hele”.

Som behandlingsforløbet skrider frem, og Karls forældre bliver mere vante i deres nye situation, bliver Karls bedsteforældre også mere involveret i selve behandlingen. Og selvom det medfører, at de en gang imellem kommer på udfordrende opgaver, er Birgit ikke i tvivl om, at deres hjælp har været en stor aflastning for Karls forældre.

”Hvis Karl fx skulle overnatte hos os, så skulle han have medicin i sin sonde, men hvordan skulle jeg kunne give et dødsygt barn medicin? Det var et stort ansvar, men Karls forældre havde tillid til, at farmor kunne klare opgaven, så det skulle jeg bare. Det var grænseoverskridende, men samtidig har dét, at vi har kunne passe Karl betydet, at Karls mor og far har fået et ultimativt tiltrængt pusterum”.

I dag er Karl 6 år og færdig med sin behandling. Selvom tiden under behandlingsforløbet har været umenneskeligt hård, har samværet mellem Karl og farmor været med til at styrke deres forhold i dag. Som pårørende til et kræftsygt barn, har Birgit en erfaring, som hun gerne vil give videre til andre i samme situation: