Benjamin og Noahs historie (del 2)
Kan du huske Benjamin og Noah fra en af vores tidligere fredagshistorier? Benjamin og Noah på snart 2 år er enæggede tvillinger, som er født med Downs syndrom.
Børn med Downs syndrom har en øget risiko for at få akut leukæmi, og i sommeren 2016 fik drengenes familie den chokerende besked, at begge havde akut myeloid leukæmi (AML).
Tvillingeparret har sammen fulgt et intenst behandlingsforløb med konstante indlæggelser, infektioner og feberture. Undervejs har drengene reageret helt ens på behandlingen, og i december 2016 blev de begge erklæret kræftfrie.
I øjeblikket er familien afsted på La Vida sammen med Børnecancerfonden og ni andre familier med kræftsyge børn. Her restituerer familien og får en masse gode oplevelser på kontoen ovenpå det dobbelte kræftforløb. Og særligt Benjamin og Noah, som ikke har måtte bade under behandlingen pga. risikoen for infektioner, nyder at få lov til at pjaske rundt i pool’en.
”Drengene har klaret deres sygdomsforløb fantastisk, jeg kunne ikke være mere stolt af dem. Og nu her til september, starter de i vuggestue. Vi er så taknemmelige over at komme med på Mallorca, det er virkelig helt fantastisk, og vi nyder hvert minut,” fortæller Josephine, mor til Benjamin og Noah.
Børnecancerfonden sender i alt 50 familier med kræftsyge børn på rekreationsophold til Mallorca i 2017.