Forksning er nødvendig

Men nogle undergrupper af leukæmi har en dårligere prognose end andre, og forskning i disse sygdomme er derfor nødvendig for at øge vores forståelse for, hvorfor nogle børn med ALL får tilbagefald, mens andre bliver helbredt. Med støtte fra Børnecancerfonden, gennemføres i disse år en lang række projekter, der har til formål at øge vores viden om, hvordan vi tilrettelægger den bedste
behandling for den enkelte patient:

1. ALL er en kræftsygdom i lymfecellerne. Sygdommen kan fx starte i knoglemarven, eller den kan starte i en lymfeknude og derfra spredes til knoglemarven. Når antallet af kræftceller øges, fortrænges de normale knoglemarvsceller, og de velkendte symptomer med bleghed og træthed, hudblødninger, infektioner og knoglesmerter opstår. Når der er mere end 25 % kræftceller i knoglemarven, kaldes sygdommen leukæmi.

Når en normal lymfecelle bliver til en kræftcelle, skyldes det, at der er opstået skader i lymfe-cellernes arvemateriale, dvs. i kromosomerne. På grund af disse forandringer er leukæmicellerne forskellige fra kroppens normale celler. Nogle af disse kromosomforandringer kan medføre, at leukæmicellerne er særlig modstandsdygtige overfor kemoterapi. Dette gælder fx det såkaldte Philadelphia-kromosom, (hvor dele af kromosom nr. 9 og 22 har byttet plads), og patienter med denne forandring skal derfor knoglemarvstransplanteres for at opnå den bedste chance for helbredelse. Omvendt kan andre forandringer betyde, at patienten har en særlig god prognose.

Kortlægning af kromosomforandringerne i leukæmicellerne er vigtige, dels for at afgøre om en patient behøver særlig intensiv behandling, dels for fortsat at øge vores viden om disse sygdomme. Imidlertid kan påvisning af disse forandringer være vanskelig, og indtil for få år siden kunne der kun påvises kromosomforandringer hos mindre end 50% af patienterne. Derfor har børnekræftafdelingerne i Danmark, i samarbejde med andre afdelinger i Norden, i de senere år gennemført en række forskningsprojekter, der har ført til, at vi i dag med meget stor præcision kan påvise kromosomforandringer hos ca. 95% af alle børn med ALL. Disse undersøgelser gennemføres nu rutinemæssigt på samtlige børn med ALL. Den viden, der derved opnås, vil i de kommende år give os en endnu større forståelse for, hvorfor nogle patienter bliver helbredt, mens behandlingen svigter hos andre.

2. Leukæmiceller er ikke ens i deres følsomhed for cellegifte. Når leukæmicellerne udsættes for cellegifte i laboratoriet, har det vist sig, at nogle leukæmiceller behøver mange gange højere cellegift-koncentrationer for at dø end andre. Derfor har de nordiske børnekræftafdelinger i de senere år arbejdet sammen om at studere cellegiftfølsomheden hos børn med leukæmi. Om nogle år, når mange hundrede børn er undersøgt, vil vi vide, om de børn, hvis leukæmi var mest følsom for cellegifte, også var de patienter, der havde den bedste chance
for at blive helbredt. Således vil det på sigt måske blive muligt at tilpasse den enkelte patients behandling til leukæmi-cellernes cellegiftfølsomhed på samme måde, som vi i dag undersøger hvilke antibiotika, der er bedst til at behandle en patient med en infektion.

3. På samme måde som mennesker omsætter det, de spiser og drikker forskelligt, er børn med leukæmi også forskellige i deres omsætning af de cellegifte, der indgår i deres behandling. De fleste forældre til børn med ALL har erfaret dette, når deres barn er blevet behandlet med højdosis Methotrexat. Nogle gange er medicinen udskilt i løbet af 21/2 døgn. Andre gange skal barnet være indlagt i flere dage, før medicinen er ude af kroppen. Også for andre af de vigtigste cellegifte til behandling af ALL, herunder Asparaginase og Purinethol, bliver omsat forskelligt fra patient til patient. I Danmark gennemfører vi i disse år i samarbejde med andre nordiske børnekræft-afdelinger en række projekter, der skal kortlægge, i hvilket omfang disse forskelle i medicinomsætning spiller en rolle for patienternes chance for helbredelse.

4. Kræftceller er meget små. 1 milliard kræftceller fylder således ikke mere end ca. I ml. På diagnosetidspunktet kan der således hos et barn på 3 år måske være tusind milliarder kræftceller. Når sygdommen efter de første 4 ugers behandling er bragt i remission, (dvs. under kontrol), betyder det ikke, at der ikke er flere leukæmiceller tilbage, men kun at det ikke længere er muligt at se leukæmicellerne, når man studerer en knoglemarvsprøve i et mikroskop. Fordi kræftceller er små og derfor let overses, kan der alligevel være mange millioner leukæmiceller tilbage. Det er årsagen til, at behandlingen skal fortsætte i flere år efter, der er opnået remission for at forsøge at sikre, at den sidste leukæmi-celle er dræbt.

I de senere år er der udviklet fintfølende analysemetoder, der med stor præcision kan påvise så lidt som I leukæmicelle ud af 100.000 normale knoglemarvsceller. Ved disse analysemetoder er det vist, at der efter 4 ugers behandling gennemsnitligt er ca. 0.1 promille leukæmiceller tilbage, (dvs. én leukæmicelle ud af 10.000 normale knoglemarvsceller). Desuden er det vist, at patienter med et endnu lavere antal leukæmiceller har en overordentlig god chance for at blive helbredt, formentlig mere end 95%. De nordiske børnekræftafdelinger studerer i disse år mange hundrede børn med ALL, der behandles efter de nuværende retningslinjer. Hos disse patienter tages en knoglemarvsundersøgelse til analyse for mængden af restsygdom efter 1, 2 og 3 måneder og før start på vedligeholdelsesbehandling.

Resultaterne vil endnu ikke blive anvendt til den enkelte patients behandling, men i løbet af en årrække forventer man, at disse analyser vil kunne identificere både de patienter, der reagerer særdeles godt og derfor vil kunne blive helbredt på en mildere behandling (med færre bivirkninger) og de patienter, hvis leukæmi reagerer meget dårligt på behandlingen og derfor muligvis skal knoglemarvstransplanteres.