Børnecancerfonden

Om Børnecancerfonden

 

Når det der ikke må ske, sker..

Ca. 200 børn og unge i Danmark rammes årligt af kræft. Og det er ikke kun barnet, der bliver ramt. Det gælder også søskende, forældre, familie og venner.

Heldigvis er behandlingen gennem årene blevet stadig mere succesfuld, og i dag helbreder man op imod 75 % af alle børn med kræft. Så vi er kommet langt, men der er lang vej igen.

Målet er at helbrede alle børn, der bliver ramt af sygdommen, og at helbrede dem til et godt liv. Det vil sige til et liv uden senfølger til sygdommen eller til behandlingen.

Børnecancerfonden har eksisteret siden 1995. Igennem alle disse år har fonden ydet en betydelig støtte til forskning i diagnostik og behandling af kræftsygdomme hos børn - herunder også til forskning der undersøger, hvordan man kan skræddersy behandlingen til det enkelte barn, så det bliver muligt at undgå bivirkninger både på kort og lang sigt.

Børnecancerfonden støtter også børnene og deres familier med forkælelseslegater, med oplevelser og med informationsmateriale. Og yder støtte til at læger og sygeplejersker kan dygtiggøre sig ved at deltage i faglige møder og konferencer.

Børnecancerfonden har haft mulighed for at yde denne støtte, fordi så mange mennesker har været med til at gøre en forskel og har været villige til at gøre en indsats. Det er vi meget taknemmelige for - men behovet er desværre langt fra dækket.

Børn er ikke små voksne.  Børn skal vokse og udvikle sig, også selvom de har en kræftsygdom, som de behandles for. Det stiller nogle helt særlige krav til behandlingen.

Vi håber at du også har lyst til at hjælpe os med at hjælpe børnene.

 

Kirsten Holm, overlæge, Ph D.
formand for bestyrelsen

Om Børnecancerfonden